
Kvinden bag dekadent er mig – Emilie Aabye-Hansen – født i 1978 og uddannet sommelier fra VinAkademiet i juni 2019. Min interesse for vin startede for efterhånden en del år siden, men tog først for alvor fart for et par år siden…
I foråret 2018 var det blevet min mand Ulriks tur til at være vært for sin vinklub – fem ungdomsvenner, som mødes en tre-fire gange om året og laver god mad og drikker ligeså god vin. Ved disse lejligheder er det tradition at alle vine smages blindt og man forsøger at gætte drue, oprindelsesland, årgang og måske endda producent (hvis man føler sig modig).
Fordi arrangementet blev holdt hos os, fik jeg lov at sidde med og endda medbringe min egen vin til blindsmagningen (en Champagne Blanc de Noirs fra Dosnon). Jeg lyttede, duftede og smagte og imponeredes over, hvor præcist vinene blev beskrevet og hvor ofte, én eller flere af de tilstedeværende ramte mere eller mindre indenfor skiven. Blindsmagning var på dette tidspunkt helt nyt for mig og jeg havde oplevelsen af at blive indviet i en hemmelig loge.
Den første rødvin, vi fik serveret, var helt lys i glasset og min første tanke, da jeg duftede til den var “Ahh, vin!”, hvorefter det straks gik op for mig at denne tanke var én, jeg specifikt associerede med Pinot Noir. Det sagde jeg højt, der blev grinet (og nikket genkendende til “Ahh, vin!”), men heldigvis var de andre meget enige i mit kald. Vi duftede og smagte videre og et eller andet i vinen fik mig til at tage den længere nordpå, til Tyskland og til Spätburgunder. Alle de garvede vinklubdrenge gættede Pinot fra forskellige steder i verden. Da flasken blev afsløret, viste det sig at jeg havde ret! Til alles (inkl min egen) store forbløffelse. Dette øjeblik står for mig som mit “aha”-moment, den oplevelse, der løftede den første lille flig af tæppet til vinens forundelige verden.
Siden den dag har jeg suget al den viden til mig, jeg kunne og selvom jeg kun lige har dyppet den ene tåspids i vinens ocean, bliver jeg klogere hver dag og deler glad og gerne ud af min viden til alle, der gider at lytte.
