Bourgogne Aligoté

Producent: Denis Père et Fils
Druer: 100% Aligoté
Årgang: 2018
Land: Frankrig
Område: Bourgogne
Lagring: 8 måneder
Nye fade: 10 %
Alkohol: 12,5 %
Drikkevindue: Nu og et års tid frem
De tørre facts: 100% Aligoté fra veleksponerede, syd-østvendte skråninger. Aligoté står for blot 6% af beplantningerne i Bourgogne og er genetisk set søster til både Chardonnay, Pinot Noir og Gamay (Bourgognes tre andre druesorter). Ofte tages Aligoté ikke lige så seriøst som Chardonnay og Pinot Noir, da den ikke nyder samme, høje status, men tro mod husets stil, har Domaine Denis her skabt et lysende eksempel på, hvad Aligoté kan, når den behandles med respekt.
I glasset: I næsen mødes man af umodne ferskner, æbler, citron og en afdæmpet floralitet, der leder tankerne hen på akacie og hvidtjørn. I munden bakkes disse noter op af en legende syre, behersket alkohol og noter af friske hasselnødder i finalen.
Wine & Dine: Aligoté er den fødte aperitifvin; let og liflig i glasset, men gør sig også særdeles godt til gedeost, salater, dampede grønsager og ikke mindst østers.
Pernand-Vergelesses Blanc

Producent: Denis Père et Fils
Druer: 100% Chardonnay
Årgang: 2018
Land: Frankrig
Område: Bourgogne
Lagring: 11 måneder
Nye fade: 10 %
Alkohol: 13 %
Drikkevindue: 2021-2025
De tørre facts: Chardonnay fra 35 år gamle stokke med syd-østlig og syd-vestlig eksponering i Pernand-Vergelesses kommunen i hjertet af Côte d’Or. Vinen er lagret på fad og har gennemgået fuld malolaktisk fermentering.
I glasset: I næsen byder vinen på noter af hvid fersken, citrus, pære-banan yoghurt og schweizerdrops og i munden følges disse noter til dørs af en flot balance med god koncentration og et delikat strøg af reduktion.
Wine & Dine: Gør sig særdeles godt til ferskvandsfisk, skaldyr eller endda sushi (i følge producenten selv, ihvertfald), men kan også stå alene som aperitif eller akkompagnere fx Gruyere eller gedeoste.
Sous Frétille 1er Cru

Producent: Denis Père et Fils
Druer: 100% Chardonnay
Årgang: 2018
Land: Frankrig
Område: Bourgogne
Lagring: 8 måneder
Nye fade: 25 %
Alkohol: 13,5 %
Drikkevindue: Kan drikkes nu, men topper 2022-2026
De tørre facts: 100% Chardonnay fra 25 år gamle stokke i Premier Cru-marken Sous Frétille, Pernand-Vergelesses’ stjerne på den hvide side. Eksponeringen er stik syd og jordbunden en blanding af silica og kalk. Vinen gennemgår fuld malolaktisk fermentering og lagres på egetræsfade.
I glasset: Den indsmigrende næse lokker med noter af hvide blomster, sødmefulde krydderier, citrus og frisk ananas. I munden er vinen udtryksfuld og intens med sprød syre, som balancerer den store fylde og lange finish. Sous Frétille er meget ung endnu og vil have godt af lidt tid på langs, men kan du ikke vente, så lov mig at du giver den godt med ilt og ro til at åbne sig inden du griber til glasset – det vil du ikke fortryde!
Wine & Dine: Med sin fylde, intensitet og ristede noter, er vinen oplagt til retter med stegt fisk og fede saucer. Den vil også gøre sig rigtig godt til hvad franskmændene så malerisk kalder de “noble skaldyr” (tænk hummer & co), lyst kød, som fx kylling samt til de fleste oste (dog ikke blåskimmel)
Bourgogne Hautes-Cotes des Beaune

Producent: Denis Père et Fils
Druer: 100% Pinot Noir
Årgang: 2018
Land: Frankrig
Område: Bourgogne
Lagring: 14 måneder
Nye fade: 0 %
Alkohol: 12,5 %
Drikkevindue: Nu og frem til 2026
De tørre facts: 100% Pinot Noir fra appellationen Hautes-Côtes des Beaune, hvis marker er beliggende øverst på Bourgognes bløde skråninger, hvor jorden er veldrænet og stokkene udsatte for både sol og vind. 80 % af vinen lagres på stål og de resterende 20% på brugte egetræsfade.
I glasset: Vinen har en smuk rubinrød nuance med en næsten lilla kant. I næsen er den floral og løftet med noter af kandiserede violer, frisk jordbærsaft, kirsebær og et urtet islæt hen ad kørvel. I munden er vinen saftig og let at drikke med en nærmest legende personlighed; meget let tannin følges af forfriskende syre og behersket alkohol og frugt og friskhed dominerer.
Wine & Dine: Serveres vinen afkølet til en lille snack inden maden er flasken tom førend man har set sig om! Denne vin har særdeles høj drinkability. Den vil også egne sig glimrende til ikke for krydrede retter med kalv, gris eller de finere udskæringer af lam.
Pernand-Vergelesses Rouge

Producent: Denis Père et Fils
Druer: 100% Pinot Noir
Årgang: 2018
Land: Frankrig
Område: Bourgogne
Lagring: 18 måneder
Nye fade: 15 %
Alkohol: 13 %
Drikkevindue: 2023-2030
De tørre facts: 100% Pinot Noir fra Pernand-Vergelesses kommunen i hjertet af Côte d’Or. Druerne kommer fra 25-45 år gamle stokke som står på marker med syd- og sydøstlig eksponering. Vinen gærer naturligt og lagres på egetræsfade.
I glasset: I næsen dufter vinen af efterår; syrlige bær – tranebær eller måske endda rønnebær – blander sig med fugtig underskov og mos foruden et let krydret touch og en snert af noget røget. I munden følges disse noter af en kraftfuld struktur med crunchy tanniner og et let urtet præg i finalen.
Wine & Dine: Med sine relativt høje tanniner, vil denne vin stå særdeles godt til kraftigere kødretter, såsom braiseret kalv, lammekølle eller sæsonens vildt. Ligeledes kan den serveres til oste i stil med Tomme de Savoie eller Mont d’Or.
Ile des Vergelesses 1er Cru

Producent:
Druer: 100% Pinot Noir
Årgang: 2017
Land: Frankrig
Område: Bourgogne
Lagring: 15 måneder
Nye fade: 25 %
Alkohol: 13,5 %
Drikkevindue: Kan drikkes nu, men topper 2023-2032
De tørre facts: 100% Pinot Noir fra 60 år gamle stokke i Premier Cru-marken Ile des Vergelesses i hjertet af Pernand-Vergelesses. Det er en velkendt “hemmelighed” i kommunen at denne mark med sin særligt kalkholdige lerjord og eminente placering halvvejs oppe ad en sydøstlig skråning leverer vine af exceptionelt høj kvalitet ofte på niveau med Grand Cru-marker. Vinen gærer naturligt og lagres på egetræsfade.
I glasset: I næsen finder man lag på lag af aromaer; i toppen en delikat parfume af lavendel og viol, som akkompagneres af de fineste små, røde bær – især fuglekirsebær, ribs og hindbær er fremtrædende. Under dette lurer subtile krydrede noter af kaffe, sort peber og cedertræ samt de for Bourgogne kendetegnende noter af underskov og muldjord. I munden er vinen koncentreret og harmonisk med stor kompleksitet, umådeligt fine tanniner og flot længde. De syrlige bær og underskoven går igen og fadets varme, krydrede noter viser sig fra sin indsmigrende side i finalen.
Wine & Dine: Nyd denne elegante vin til en klassisk Tournedos Rossini, til efterårets vildt eller blot som meditationsvin – der er masser at meditere over i denne smukke Bourgogne. Ile des Vergelesses har godt af at ligge – nærmest så længe man kan holde fingrene fra den – så lov mig at du dekanterer den, hvis du er utålmodig efter at smage på sagerne!
